Tusind døgn senere…

"Jo, jeg har skam min egen blog."
"Ja, jeg bruger den ret tit."
"Den er megapopulær. Folk læser den hele tiden."

Det er mindst 1000 dage siden, jeg sidst skrev på Blogsurius.
Måske skulle jeg bare nedlægge lortet?

Fem kolde tæer i røven

Nådada.
Så så man lige mig blive bortrationaliseret, som det hedder på politisk korrekt. Eller fyret, som det trods alt stadig hedder på dansk.
Interessant, og det er jo nok et udslag af recessionen og finanskrisen og afmatningen, som det hedder på ansvarsfraskrivsk. Eller min egen aftagende begejstring for branchen samt en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, andet, anderledes, meningsfyldt, som det hedder på ærligt.

Nu ser det ud til, at jeg går en sommer i møde, hvor der bliver tid nok til at bygge en hule, male et par lofter, skrue i en motorcykel og snedkerere en reol (HA! Jeg skal ud og reolisere migselv...)
Og så skal jeg naturligvis også kigge lidt indad og finde ud af, hvad jeg skal fylde mit næste stykke liv med. Fruen kigger på mig, så hun har sikkert allerede noget i ærmet.

Sluk så den mobil, spasser!

Jeg bilder mig ellers ind, at jeg er rimeligt tolerant over for andre mennesker. Med mindre de er støjende, trælse, påståelige, løgnagtige, overfladiske, opblæste, griske, uintelligente eller emo'er.
Og så er der endda lige en ekstra kategori af mennesker, der har gjort sig fortjente til min fulde foragt: folk, der snakker i mobiltelefon, imens de kører i bil.

Jeg ved ikke, hvori det bunder, men jeg bliver bare så edderspændt rasende, når jeg støder på den slags mennesker. Jeg synes, de udstråler en arrogance, hensynsløshed og fuldstændig mangel på ansvar over for andre trafikanter.
Hvorvidt det er travle forretningsfolk i Audi'er, forstadsfruer i Berlingo'er, ghettogangstere i BMW 320'ere eller bagstive håndværkere i kassevogne – det er jeg for så vidt fløjtende ligeglad med.
Jeg synes, det er for galt.

I går, mens eftermiddagens myldretidstrafik var på sit højeste, blev jeg opmærksom på bilisten bag mig, der ikke alene talte i mobilen, men som tydeligvis selv foretog opkaldene! Det ærgrede mig nærmest usigeligt.
Da jeg på et tidspunkt måtte stoppe for gult, forudså jeg det smukke scenarie, hvor han – i mangel på en 320'er – jorder sin VW Golf op i røven på min lille Peugeot, mens hans opmærksomhed er rettet mod mobilen. Sådan gik det desværre ikke. Han nåede nemlig at stoppe – men kun for derefter at smide bilen i første gear og fræse uden om mig inde i højresvingsbanen, så han kunne køre over for rent rødt!

På det tidspunkt tænkte jeg på Mad Max' bil med kanoner og raketstyr.

Jeg tænkte også på at filme idioten med mit mobilkamera og sende filmen som MMS til politiet.
Måske skal jeg begynde at tage bussen i stedet for...

Rettidig omhu

Jeg er oprigtigt talt ikke nogen ørn til at administrere min egen tid.
Jeg gør en dyd af at overholde mine aftaler, men jeg er slem til at ordne alting i absolut sidste øjeblik.
Det ville være interessant bare for én gangs skyld at være i god tid med en opgave, en tegning, en tale, hvadsomhelst – men det falder mig simpelthen ikke naturligt. Og jeg lader til at leve udmærket med det.
Men nu til morgen, da klokken var ti minutter i afgang, spurgte min 11-årige mig: "Du far, har vi et flag? Jeg skal fortælle om Dannebrog i skolen i dag..."
Så på ti meget tætpakkede minutter fik vi fremskaffet et flag og støvsuget Wikipedia for relevant viden om vores nationalsymbol.

Og gæt engang, hvem der var muggen over sønnens slendrian?
Jeg vil så gerne være omhyggelig, men er nok bare omhyklerisk...

Half the man I used to be…

I hælene på mit tidligere indlæg om IKKE at ville være en kvadratisk mand – omend gerne både praktisk og god – kommer nu denne selvfede oplysning:
Jeg har tabt mig 7,5 kilo.
Min mormor, der er fra en anden tid og lejlighedsvis også giver indtryk af at være fra en anden planet, udbrød: "Det er 15 pund!"
Min kone, der er kok og pragmatisk anlagt, gav mig et – vistnok – anerkendende elevatorblik og sagde: "Det er 30 pakker Kærgården."

Jeg selv kan blot konstatere, at jeg har måttet lave et nyt hul i min livrem, så arbejdsbukserne ikke glider ned, for dét er der jo ingen grund til at skulle udsætte sig for. Én ting er den potentielle bøde for blufærdighedskrænkelse, man risikerer, mens man står og jonglerer med gipsplader på toppen af en vakkelvorn wienerstige; en helt anden ting er, at folk kunne tro, man prøver at holde sig ung med de unge hængerøve.
Ellers tak!

Faktisk begynder der at vise sig sikre tegn på, at jeg nærmer mig midtfyrrerne.
Jeg taler ikke om det stadigt mere gråsprængte skæg, mine konstant ømme knæ eller min imponerende Venedigbrystkasse (den, der synker ca. 1 cm om året) – næh, jeg snakker om, at jeg er begyndt at vågne omkring klokken fem om morgenen. Helt af migselv og aldeles morgenfrisk.
Se, hvis ikke dét er et tegn på ælde, ja så ved jeg ikke, hvad det er…
Gamle mennesker sover ikke ordentligt, og de spiser ikke ordentligt.
Det er allerede to vigtige indikatorer.

Nu skal jeg bare ha' fundet ud af, om de blogger…

Gammelt jern

Som Rigmor Zobel engang så rammende udtrykte det: "Hvis det ikke koster et femcifret beløb, er det overhovedet ikke et impulskøb!"
Og dér stod jeg så og impulskøbte et kvart ton gammelt jern fra 1942; noget, som jeg har drømt om at gøre i over 20 år.
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal stille op med det...

Landets grimmeste bynavn?

Jeg har boet et par steder i løbet af mit liv, og jeg mener nok, at jeg har set min del af skilte med uheldige bynavne. Emmerlev Klev, f.eks.
Men i dag kom jeg forbi en sand rædsel.
Stik den, hvis I kan...