Sluk så den mobil, spasser!

Jeg bilder mig ellers ind, at jeg er rimeligt tolerant over for andre mennesker. Med mindre de er støjende, trælse, påståelige, løgnagtige, overfladiske, opblæste, griske, uintelligente eller emo'er.
Og så er der endda lige en ekstra kategori af mennesker, der har gjort sig fortjente til min fulde foragt: folk, der snakker i mobiltelefon, imens de kører i bil.

Jeg ved ikke, hvori det bunder, men jeg bliver bare så edderspændt rasende, når jeg støder på den slags mennesker. Jeg synes, de udstråler en arrogance, hensynsløshed og fuldstændig mangel på ansvar over for andre trafikanter.
Hvorvidt det er travle forretningsfolk i Audi'er, forstadsfruer i Berlingo'er, ghettogangstere i BMW 320'ere eller bagstive håndværkere i kassevogne – det er jeg for så vidt fløjtende ligeglad med.
Jeg synes, det er for galt.

I går, mens eftermiddagens myldretidstrafik var på sit højeste, blev jeg opmærksom på bilisten bag mig, der ikke alene talte i mobilen, men som tydeligvis selv foretog opkaldene! Det ærgrede mig nærmest usigeligt.
Da jeg på et tidspunkt måtte stoppe for gult, forudså jeg det smukke scenarie, hvor han – i mangel på en 320'er – jorder sin VW Golf op i røven på min lille Peugeot, mens hans opmærksomhed er rettet mod mobilen. Sådan gik det desværre ikke. Han nåede nemlig at stoppe – men kun for derefter at smide bilen i første gear og fræse uden om mig inde i højresvingsbanen, så han kunne køre over for rent rødt!

På det tidspunkt tænkte jeg på Mad Max' bil med kanoner og raketstyr.

Jeg tænkte også på at filme idioten med mit mobilkamera og sende filmen som MMS til politiet.
Måske skal jeg begynde at tage bussen i stedet for...

Rettidig omhu

Jeg er oprigtigt talt ikke nogen ørn til at administrere min egen tid.
Jeg gør en dyd af at overholde mine aftaler, men jeg er slem til at ordne alting i absolut sidste øjeblik.
Det ville være interessant bare for én gangs skyld at være i god tid med en opgave, en tegning, en tale, hvadsomhelst – men det falder mig simpelthen ikke naturligt. Og jeg lader til at leve udmærket med det.
Men nu til morgen, da klokken var ti minutter i afgang, spurgte min 11-årige mig: "Du far, har vi et flag? Jeg skal fortælle om Dannebrog i skolen i dag..."
Så på ti meget tætpakkede minutter fik vi fremskaffet et flag og støvsuget Wikipedia for relevant viden om vores nationalsymbol.

Og gæt engang, hvem der var muggen over sønnens slendrian?
Jeg vil så gerne være omhyggelig, men er nok bare omhyklerisk...

Half the man I used to be…

I hælene på mit tidligere indlæg om IKKE at ville være en kvadratisk mand – omend gerne både praktisk og god – kommer nu denne selvfede oplysning:
Jeg har tabt mig 7,5 kilo.
Min mormor, der er fra en anden tid og lejlighedsvis også giver indtryk af at være fra en anden planet, udbrød: "Det er 15 pund!"
Min kone, der er kok og pragmatisk anlagt, gav mig et – vistnok – anerkendende elevatorblik og sagde: "Det er 30 pakker Kærgården."

Jeg selv kan blot konstatere, at jeg har måttet lave et nyt hul i min livrem, så arbejdsbukserne ikke glider ned, for dét er der jo ingen grund til at skulle udsætte sig for. Én ting er den potentielle bøde for blufærdighedskrænkelse, man risikerer, mens man står og jonglerer med gipsplader på toppen af en vakkelvorn wienerstige; en helt anden ting er, at folk kunne tro, man prøver at holde sig ung med de unge hængerøve.
Ellers tak!

Faktisk begynder der at vise sig sikre tegn på, at jeg nærmer mig midtfyrrerne.
Jeg taler ikke om det stadigt mere gråsprængte skæg, mine konstant ømme knæ eller min imponerende Venedigbrystkasse (den, der synker ca. 1 cm om året) – næh, jeg snakker om, at jeg er begyndt at vågne omkring klokken fem om morgenen. Helt af migselv og aldeles morgenfrisk.
Se, hvis ikke dét er et tegn på ælde, ja så ved jeg ikke, hvad det er…
Gamle mennesker sover ikke ordentligt, og de spiser ikke ordentligt.
Det er allerede to vigtige indikatorer.

Nu skal jeg bare ha' fundet ud af, om de blogger…

Gammelt jern

Som Rigmor Zobel engang så rammende udtrykte det: "Hvis det ikke koster et femcifret beløb, er det overhovedet ikke et impulskøb!"
Og dér stod jeg så og impulskøbte et kvart ton gammelt jern fra 1942; noget, som jeg har drømt om at gøre i over 20 år.
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal stille op med det...

Landets grimmeste bynavn?

Jeg har boet et par steder i løbet af mit liv, og jeg mener nok, at jeg har set min del af skilte med uheldige bynavne. Emmerlev Klev, f.eks.
Men i dag kom jeg forbi en sand rædsel.
Stik den, hvis I kan...

Der er noget i luften - jeg ved ikke hvad…

Jeg bor på landet.
Bøh-landet, vel at mærke.
Herude findes der både marker og køer, og indimellem tager man noget fra køerne og hælder ud over markerne.
De lokale kalder det ajle. Eller gylle.
Jeg formoder, at der er sæson for lortet – så at sige. Kan hænde, at 1. marts er en slags skæringsdato for den slags, for i går gik vores nabo, godsejeren, pludselig amok i gyllespredning. Det stod på hele den udslagne eftermiddag og aften. Man fragtede tank på tank af ophobet kolortepis (dejligt ord, forresten) forbi vores lille hus og slyngede det i spektakulære kaskader ud på de nøgne, bundfrosne marker.

Og dér lå det hele for så vidt stadig i morges, da jeg skulle afsted hjemmefra.
Når man tømmer efterladenskaberne fra Noas Ark ud på den frosne jord, der i sagens natur ikke rigtig kan tage imod nogetsomhelst, så lægger lortet sig jo bare til rette – og lugter.
Sådan – big time!
Min næse gik i instant ammoniakchok, og mine øjne løb i vand, så man skulle tro, jeg havde gnedet dem med en overmoden camembert. Mit tandkød sitrede, og mine neglebånd krøb i små ryk op ad mine fingre.
Sådan er det at bo på landet.

Men det har selvsagt også sine fordele: I en sådan stank behøver jeg ikke gå i bad den næste uges tid, og dét betyder dog en vis besparelse på det varme vand.

Ridder af skraldespanden

Jeg har kunnet læse i dagens udgave af en eller anden avis – var det mon JP? Who cares? – at vores vennesæle regent, Dronning Margrethe hin Anden, har kastet Elefantordner efter stort set enhver siddende diktator i verden. Mubarak og en konge fra Bare Regn osv osv.
Jeg håber, at jeg vil leve længe nok til at opleve det planlagte tronskifte, når tiden er inde. Jeg er nemlig pænt sikker på, at min kronprins og navnebror vil sætte helt nye standarder for elefantordenkandidater. Eller elefandidater, hvis man har travlt.
Eksempelvis er jeg rimeligt skråsikker på, at Thomas "Elevatordreng" Helmig får smidt en medalje i nakken – "for vedholdenhed langt ud over det rimelige", hvis man skulle spørge mig.
Jeg tænker også, at Brdr. Binzer og resten af D:A:D bliver slået til Riddere af Dannebrock.
Og Sko & Torp.
Og gamlingerne fra Gnags.
Og Bruce Springsteen.

Faktisk ville jeg ønske, at hans søde viv ville lede hans opmærksomhed laaangt laaangt sydover til The Land Down Under og punke ham til at slå Peter Garrett og hele hans fantastiske mandskab i Midnight Oil til riddere. Dét ville ikke alene være bemærkelsesværdigt. Det ville være et næsten krystalklart bevis på, at han faktisk har smag.

"Crikey!" siger jeg bare…

Midnight Oil: Read About It

Melodi Grrrrr...

Ak, vé, jammer og klage! Hvad er det, der foregår?
Skriv en sms med "Er lige ude for at kaste op. Straks tilbage!" og send den til 1212.

Dansk Melodi Grand Prix – med anden etnisk baggrund, angiveligt.
Jo, jeg har opfattet, at man gerne må synge på engelsk i det danske MGP. Men siden hvornår har vi valgt at lade nordmænd, svenskere, englændere og amerikanere, der kun lige akkurat kan sige "tusind tak", "smuk" og "jeg er glad for at være her" stille op i konkurrencen?

Og hvem er det i øvrigt, der stiller op?
For mig at se er det henholdsvis unge, naive mennesker, der tror, at vejen til succesens tinder starter ved MGP – samt falmende stjerner, der nægter at indse, at deres karriere forlængst er slut.
Af sidstnævnte kan jeg ikke lade være med at fremhæve gåsen fra Ace Of Base. Med deres tidligere så voldsomme pladesalg må der sgu da ha' været råd til at etablere en fornuftig pensionsopsparing. Hvad fanden laver gimpen så i MGP?
Og Lise Cabble stod i kulissen som en gråsprængt eminence, da det polerede boyband, A Friend In London, tilsidst gik hen og vandt, fordi deres sang åbenbart var den mindst intetsigende.
Kald mig bare gammel, men jeg kan faktisk huske dengang, da Lise Cabble havde noget på hjerte. Jeg har stået mindre end en meter fra hende og set hende krænge sin sjæl ud – på den fede måde, vel at mærke.

Jeg bliver så skrækkeligt forstemt og misantropisk, når jeg oplever, at det meste af en nation finder sig i at blive udsat for noget så hult og fordummende som MGP. Jeg mister modet og synes, at det hele ser sort ud.
Men så hører jeg min 9-årige pode, der går rundt nede i kælderen og nynner for sig selv. Hans lyse barnestemme gengiver med forbløffende tonesikkerhed og på et meget fonetisk engelsk et par linjer fra "B.Y.O.B." med System Of A Down.

Og så ved jeg, at den næste generation ikke allerede er tabt på  gulvet.
Højst de stakkels unger, der rent kulturelt er så omsorgssvigtede, at de tror, MGP har noget med musik og nerve og sjæl at gøre.

System Of A Down: BYOB

Nå ja: Før du nu beslutter dig for at skrive til mig, at "hvis du ikke kan li' MGP, kan du da bare la' vær' med at se det!" – så lad mig komme dig i forkøbet, så du ikke spilder din tid: Hvis du ikke kan li' min blog, kan du bare lade være med at læse den.

Praktisk. Kvadratisk. God.

For syv år siden returnerede jeg til Mor Danmark efter et halvt års udfærd til det grønlandske. Et halvt år som hårdtarbejdende tømrer under både nordlys og frysepunkt havde skrællet godt og grundigt i mit naturlige fedtlag, og jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde har været i så god form, som jeg var i februar 2004.
Min tidligere kone mente dengang, at jeg sågar kunne forveksles med Stig fra D:A:D. Om dét har noget på sig, eller om jeg bare er typen, tidligere koner nemt forveksler med andre mænd, skal jeg jo ikke kunne sige. Nå – nok om dét.

Nu er der gået syv år, og der er sket rigtig mange ting. Heldigvis.
Blandt andet har jeg i samtlige syv år haft det samme faste og fantastiske job, der dog kræver, at min røv er i nærmest permanent nærkontakt med en kontorstol. Uheldigvis.
Denne omstændighed – kombineret med en generel kropsdoven tilgang til livet samt et rygestop for godt to år siden – har resulteret i en betragtelig udvidelse af mit tidligere så fikse korpus:
Jeg har på bare syv år præsteret at tage 20 kilo på.
Det svarer til 80 pakker Kærgården, som min elskede Louise ynder at udtrykke det.

Dét dur simpelthen ikke.

Det er ikke så meget min nyvundne status som "3-cifret", der går mig på. (Ja. 103 kg!)
Det er heller ikke det faktum, at (kropsdovne) jeg slæber rundt på 20 kilo, som jeg slet ikke skal bruge til noget.
Nej – det, der virkelig går mig på, er, at jeg har nået en magisk grænse indenfor buksestørrelser.
Jeg har i hele mit voksenliv (dvs de sidste 20 år) været glad bruger af Levi's jeans. Som radmager yngling i slut-80'erne klemte jeg mig uden problemer ned i et par knaldsorte Levi's, størrelse 32. Og altid 36 tommer lange. Ikke fordi jeg har unaturligt lange ben, men jeg har bare altid været vild med opslag på bukserne.
Sidenhen begyndte jeg velsagtens at tjene penge nok til at kunne passe en størrelse 33, men stadigvæk 36 tommer i længden.
Muligvis nåede jeg at avancere til en 34'er, før jeg rejste til Grønland, og jeg ved med sikkerhed, at jeg var tilbage i en størrelse 33, da jeg vendte hjem…

Men nu er min buksestørrelse blevet kvadratisk. Jeg har ikke en jordisk chance for at skrue mig ned i nogetsomhelst mindre end 36 tommer, medmindre jeg skal kaste mig ud i en utidig organdonation.
Og Levi's 501 sælges ikke i 38 tommers længde, så nu er grænsen nået.
Jeg vil simpelthen ikke være überkvadratisch!
Praktisk og god, bevares. Men jeg vil sgu ikke ha' bukser, der er bredere, end de er lange.

Nu er spørgsmålet blot, hvordan jeg skal undgå dette.
Det kræver vel sit helt eget blogindlæg…

Hvad var det, jeg ville?...

Her går man og opretter en blog uden at have gjort sig nogen tanker om, hvad man skal bruge den til...
Jeg vender tilbage senere, når jeg har fundet på noget.