I hælene på mit tidligere indlæg om IKKE at ville være en kvadratisk mand – omend gerne både praktisk og god – kommer nu denne selvfede oplysning:
Jeg har tabt mig 7,5 kilo.
Min mormor, der er fra en anden tid og lejlighedsvis også giver indtryk af at være fra en anden planet, udbrød: "Det er 15 pund!"
Min kone, der er kok og pragmatisk anlagt, gav mig et – vistnok – anerkendende elevatorblik og sagde: "Det er 30 pakker Kærgården."
Jeg selv kan blot konstatere, at jeg har måttet lave et nyt hul i min livrem, så arbejdsbukserne ikke glider ned, for dét er der jo ingen grund til at skulle udsætte sig for. Én ting er den potentielle bøde for blufærdighedskrænkelse, man risikerer, mens man står og jonglerer med gipsplader på toppen af en vakkelvorn wienerstige; en helt anden ting er, at folk kunne tro, man prøver at holde sig ung med de unge hængerøve.
Ellers tak!
Faktisk begynder der at vise sig sikre tegn på, at jeg nærmer mig midtfyrrerne.
Jeg taler ikke om det stadigt mere gråsprængte skæg, mine konstant ømme knæ eller min imponerende Venedigbrystkasse (den, der synker ca. 1 cm om året) – næh, jeg snakker om, at jeg er begyndt at vågne omkring klokken fem om morgenen. Helt af migselv og aldeles morgenfrisk.
Se, hvis ikke dét er et tegn på ælde, ja så ved jeg ikke, hvad det er…
Gamle mennesker sover ikke ordentligt, og de spiser ikke ordentligt.
Det er allerede to vigtige indikatorer.
Nu skal jeg bare ha' fundet ud af, om de blogger…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar