For syv år siden returnerede jeg til Mor Danmark efter et halvt års udfærd til det grønlandske. Et halvt år som hårdtarbejdende tømrer under både nordlys og frysepunkt havde skrællet godt og grundigt i mit naturlige fedtlag, og jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde har været i så god form, som jeg var i februar 2004.
Min tidligere kone mente dengang, at jeg sågar kunne forveksles med Stig fra D:A:D. Om dét har noget på sig, eller om jeg bare er typen, tidligere koner nemt forveksler med andre mænd, skal jeg jo ikke kunne sige. Nå – nok om dét.
Nu er der gået syv år, og der er sket rigtig mange ting. Heldigvis.
Blandt andet har jeg i samtlige syv år haft det samme faste og fantastiske job, der dog kræver, at min røv er i nærmest permanent nærkontakt med en kontorstol. Uheldigvis.
Denne omstændighed – kombineret med en generel kropsdoven tilgang til livet samt et rygestop for godt to år siden – har resulteret i en betragtelig udvidelse af mit tidligere så fikse korpus:
Jeg har på bare syv år præsteret at tage 20 kilo på.
Det svarer til 80 pakker Kærgården, som min elskede Louise ynder at udtrykke det.
Dét dur simpelthen ikke.
Det er ikke så meget min nyvundne status som "3-cifret", der går mig på. (Ja. 103 kg!)
Det er heller ikke det faktum, at (kropsdovne) jeg slæber rundt på 20 kilo, som jeg slet ikke skal bruge til noget.
Nej – det, der virkelig går mig på, er, at jeg har nået en magisk grænse indenfor buksestørrelser.
Jeg har i hele mit voksenliv (dvs de sidste 20 år) været glad bruger af Levi's jeans. Som radmager yngling i slut-80'erne klemte jeg mig uden problemer ned i et par knaldsorte Levi's, størrelse 32. Og altid 36 tommer lange. Ikke fordi jeg har unaturligt lange ben, men jeg har bare altid været vild med opslag på bukserne.
Sidenhen begyndte jeg velsagtens at tjene penge nok til at kunne passe en størrelse 33, men stadigvæk 36 tommer i længden.
Muligvis nåede jeg at avancere til en 34'er, før jeg rejste til Grønland, og jeg ved med sikkerhed, at jeg var tilbage i en størrelse 33, da jeg vendte hjem…
Men nu er min buksestørrelse blevet kvadratisk. Jeg har ikke en jordisk chance for at skrue mig ned i nogetsomhelst mindre end 36 tommer, medmindre jeg skal kaste mig ud i en utidig organdonation.
Og Levi's 501 sælges ikke i 38 tommers længde, så nu er grænsen nået.
Jeg vil simpelthen ikke være überkvadratisch!
Praktisk og god, bevares. Men jeg vil sgu ikke ha' bukser, der er bredere, end de er lange.
Nu er spørgsmålet blot, hvordan jeg skal undgå dette.
Det kræver vel sit helt eget blogindlæg…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar